Skizofrenidiagnosen består ifølge ICD – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet i Danmark og Europa – af en kerne af førsterangssymptomer. Der er fem af disse:
-Tankepåvirkningsoplevelser
-Trejde-persons hørelseshallucinationer
-Styringsoplevelser
-Legemlige påvirkningsoplevelser
-Vrangagtige sansningsoplevelser (delusional perceptions).
Vedvarende “bizarre” vrangforestillinger (fuldstændigt umuligt samt kulturelt uacceptabelt) kan også danne grundlag for diagnosen.
Endvidere kan kombinationer af fire andre symptomgrupper være grundlag for diagnosen:
-Vedvarende hallucinationer med flygtige eller halvt formede vrangforestillinger uden affektivt indhold (omhandler ikke emner som f.eks. død, ulykke og skyld).
-Sproglige tankeforstyrrelser (f.eks. “svaren forbi” eller “ordsalat”).
-Kataton adfærd (afvigende psykomotorisk adfærd f.eks. krampagtig stivnen i særlige stillinger).
-Negative symptomer (fravær af tidligere færdigheder, f.eks. træghed, sløvhed, passivitet og social tilbagetrækning).
Det er kravet at symptomerne skal have været tilstede i mindst en måned før diagnosen kan stilles. Derudover skal forårsagende organisk lidelse og primær affektiv lidelse udelukkes.
Alt efter hvilke symptomer der er mest fremherskende inddeles skizofreni i kategorier, hvor de hyppigst anvendte er:
-Paranoid skizofreni, hvor der især er vrangforestillinger som ofte har forfølgelseskarakter og hallcuniationer særligt for hørelsen.
-Udifferentieret skizofreni, hvor klienten har træk af flere end en af de øvrige undertype, uden at der er klar dominans af nogen af dem.
Alle former for psykosesymptomer kan være tilstede, men ikke alle har betydning for diagnosticeringen. Generelt er det subjektive filter til omverdenen nedbrudt og klienterne kan have store vanskeligheder med at skelne mellem impulser og ideer der kommer fra egen bevidsthed og perception (sansning og oplevelse) af den ydre verden.
Forekomst
Skizofreni er ikke en almindelig lidelse. Hvert år diagnosticeres 3-400 nye tilfælde svarende til en forekomst på 0,7/10.000. Børn af en forælder med skizofreni har 10% risiko for at udvikle sygdommen, mens børn med to forældre med sygdommen har 50% risiko. Det vurderes at 15-35.000 i Danmark lider af skizofreni, hvor de 20% ikke kommer i kontakt med behandlingssystemet. Skizofreni kan opstå i alle aldre, men de fleste oplever sygdomsdebut mellem 18-25 års alderen.
Behandling
Det individuelle sygdomsforløb inddeles i fire forskellige faser:
-Prodromale fase (kan vare fra uger til flere år).
-Akutte fase (oftest markante psykosesymptomer som dominerer).
-Stabiliseringsfasen (svagere psykotiske symptomer – mere overskud til egentligt psykoterapeutisk forløb).
-Vedligeholdelsesfasen (bedring og stabilisering – ambulant behandling).
Kognitiv adfærdspsykologisk evidensbaseret behandling tilrettelægges og udformes i empatisk samarbejde med klienten efter hvor denne er i sit sygdomsforløb. Der planlægges efter, og samarbejdes med, øvrige faggrupper og behandlere i sundhedssystemet som klienten måtte være i kontakt med; psykiater, egen læge, psykiatrien mv.
I de fleste tilfælde bør klienter i kognitiv behandling for skizofreni modtage sideløbende psykofarmakologisk behandling og opfølgning ved psykiater. Den medicinske behandling er som regel en forudsætning for at terapien kan fungere og have effekt. Klientens pårørende er også vigtige samarbejdspartnere.
Der lægges i det terapeutiske samarbejde (alliancen) stor vægt på at klienten føler sig tryg ved psykologen både som menneske og som fagperson.
Et kognitivt behandlingsforløb for skizofreni vil typisk indeholde emnerne: Psykoedukation, kognitiv psykoterapi, social færdighedstræning og evt. kognitiv træning.